VEDTÆGTER
§1. Navn og hjemsted
Foreningens navn er Green Cities Danmark.
Foreningen har hjemsted i København
§2. Formål
Foreningens formål er at videreføre og videreudvikle resultaterne fra Green Cities Europe-kampagnen med afsæt i kampagnens fem grundværdier: klima, biodiversitet, trivsel, social sammenhængskraft og økonomi.
Foreningen arbejder for at fremme flere og bedre grønne byrum i Danmark gennem oplysning, videndeling, netværk og samarbejde mellem aktører, der arbejder med bynatur og grøn byudvikling.
Foreningen initierer og deltager desuden i projekter og partnerskaber, der udvikler og afprøver nye løsninger og koncepter for grønne byrum.
§3. Medlemmer
Som medlemmer kan optages organisationer, virksomheder eller andre juridiske enheder, som støtter foreningens formål.
Ansøgning om medlemskab stiles til bestyrelsen, som træffer beslutning om optagelse.
Bestyrelsen kan fastsætte nærmere retningslinjer for medlemskab.
Foreningen kan senere beslutte at optage enkeltpersoner eller andre medlemsformer, hvis det findes formålstjenligt.
Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til sekretariatet med mindst seks måneders varsel. Indbetalt kontingent refunderes ikke.
§4. Kontingent
Der kan opkræves kontingent, hvis generalforsamlingen beslutter det. Indtægter til foreningens drift tilvejebringes ved kontingent fra medlemmerne. Endvidere kan indtægter fra fondsansøgninger og offentlige bidrag indgå som driftsmidler.
Størrelse og vilkår fastsættes af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen.
Kontingentordningen kan differentieres efter medlemsform.
Kontingentet opkræves årligt.
§5. Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes én gang om året inden 1. juli og indkaldes med mindst tre ugers varsel med dagsorden.
Dagsordenen skal mindst indeholde:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning
- Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
- Indkomne forslag
- Beslutning om kontingent
- Valg af bestyrelse og suppleanter
- valg af revisor
- Eventuelt
Forslag til behandling skal være bestyrelsen i hænde senest 1 uge før generalforsamlingen.
§ 6. Bestyrelse
Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af mindst tre medlemmer.
Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for 1 år ad gangen og konstituerer sig selv med formand næstformand, kasserer og sekretær.
Bestyrelsen kan nedsætte arbejdsgrupper og træffe beslutninger om den daglige drift.
Bestyrelsen kan antage en medarbejder med ansvar for foreningens daglige virke og sekretariatsopgaver.
§ 7. Økonomi og hæftelse
Foreningen er en selvstændig juridisk enhed.
Der hæftes kun med foreningens formue.
Ingen medlemmer eller bestyrelsesmedlemmer hæfter personligt for foreningens forpligtelser.
Foreningens regnskab og vilkår følger kalenderåret. Revision af årsregnskabet foretages af en af generalforsamlingen valgt revisor.
§ 8. Vedtægtsændringer
Vedtægter kan ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling.
§ 9. Opløsning
Vedtagelse af brancheforeningens opløsning kan besluttes på en generalforsamling med dette som punkt, hvor mindst halvdelen af samtlige stemmeberettigede medlemmer er til stede, og vedtagelsen sker med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.
Eventuelle midler skal anvendes til formål i overensstemmelse med foreningens vision.
Green Cities Danmark – Vedtægter Version 01-2025
