Når græsset får lov at gro og blomsterengene breder sig, kan det skabe undren og frustration blandt borgere, der forventer velplejede grønne områder.
Men netop disse reaktioner peger på behovet for en ny forståelse af, hvordan vi forvalter bynaturen.
Ifølge biolog Katrine Grace Turner, senior project manager i COWI, og Emil Utoft, produktionschef i Idverde, er det afgørende, at biodiversitet ikke kun ses som et anlægsprojekt – men som en langsigtet driftsopgave, der kræver tværfagligt samarbejde og strategisk planlægning.
– Vi kan designe ambitiøse og bæredygtige løsninger, men hvis driften ikke hænger sammen med intentionerne, risikerer vi at miste både biodiversitet og opbakning fra borgerne, lød det fra Turner og Utoft i oplægget “En dynamisk tilgang til bæredygtige byer” på konferencen Biodiversitet & Arealansvar i Aarhus.
Tværfagligt samarbejde – fra idé til vedligehold
En central pointe er, at biologer, landskabsarkitekter og driftspersonale skal samarbejde kontinuerlig – ikke kun i designfasen, men også i den efterfølgende drift.
På den måde kan man fastholde den røde tråd, følge op på erfaringerne og løbende justere ud fra, hvad der faktisk virker i praksis.
Paradigmeskifte i bynaturens forvaltning
Pointen fra Turner og Utoft er klar:
Der er brug for et paradigmeskifte i måden, vi tænker og drifter bynaturen.
– Med over 80 procent af befolkningen bosat i byområder, er det her, vi skal skabe plads til naturen, hvis vi skal arbejde på at få et bedre forhold til naturen – også når den ikke følger traditionelle æstetiske normer.
– Vi står midt i en biodiversitetskrise. Det kræver, at vi lærer at leve i samspil med andre arter – og at vi indretter vores byrum derefter – også selvom det kan være svært, understregede Turner.
Driften skal derfor tænkes ind fra begyndelsen som en integreret del af projektet – med klare roller, ansvar og en plan for langsigtet vedligehold.
Kommunikation som nøgle til at skabe forståelse
En anden central pointe var, at misforståelser og utilfredshed ofte bunder i manglende kommunikation.
Borgerne ved ganske enkelt ikke, hvorfor græsset ikke bliver slået, eller hvorfor et område ser anderledes ud end forventet og tolker det ofte som forsømmelse – og ikke som en bevidst strategi.
– Jeg har mange eksempler, hvor bedre forventningsafstemning kunne have afværget utilfredshed og misforståelser, sagde Emil Utoft og pegede på, at skiftet fra anlæg til drift ofte sker uden tilstrækkelig overlevering af viden og intentioner.
Hvis projekter med biodiversitet skal lykkes, bliver vi nødt til at kommunikere bedre – både internt i projekterne og eksternt til borgere og brugere, fortsatte Turner og tilføjede, at det ikke kun handler om skilte og nyhedsbreve, men også om at skabe reel involvering
– Det kan være ved at lade projektets fagpersoner formidle tankerne bag designet, eller ved at arrangere rundvisninger med driftspersonalet ud på arealerne.
– Den personlige kontakt og visuelle formidling skaber langt større forståelse end skriftlig kommunikation alene, supplerede Utoft.
En konkret løsning kunne være at gøre driften mere gennemsigtig, fx med en årskalender, der viser, hvornår græsset bliver slået og hvilke driftsopgaver, der gennemføres hvornår. Det giver borgerne indblik og reducerer misforståelser.
Tværfagligt samarbejde, gennemsigtig drift, borgerinddragelse og fleksibilitet.
Det er ifølge Turner og Utoft de afgørende ingredienser, hvis vi skal lykkes med at skabe bynatur, der både styrker biodiversiteten og bliver accepteret af borgerne.