Partnerskab om mere bynatur fortsætter og styrkes

okt 2, 2025


Efter syv år med tæt samarbejde fortsætter fem grønne brancheorganisationer nu partnerskabet i en ny ramme: Foreningen Green Cities Danmark.

Beslutningen om at etablere en forening udspringer af de gode resultater, samarbejdet allerede har skabt – og ikke mindst ønsket om at sætte yderligere handling bag ordene med konkrete projekter for mere og bedre bynatur.

Med foreningen styrkes også muligheden for at indgå i samarbejder og partnerskaber, der kan udvikle og afprøve nye løsninger og koncepter for fremtidens grønne byrum. Samtidig fastholdes fokus på at fremme grøn byudvikling gennem oplysning, videndeling og netværk på tværs af aktører.

Formand for Green Cities Danmark, Morten Weeke Borup, siger:

– Green Cities har været en værdifuld konstellation af brancheorganisationer, der brænder for det grønne. Vi har vist, at vi kan skabe resultater sammen, og vi er blevet lyttet til både i Danmark og i EU.

– Derfor er det vigtigt, at Green Cities kan fortsætte som forening – og med et klart fokus på at igangsætte konkrete projekter, der kan bringe mere kvalitet og mere natur ind i byerne, pointerer formanden og henviser til at, indsatsen fortsat tager afsæt i fem centrale værdier – klima, biodiversitet, trivsel, social sammenhængs-
kraft og økonomi – som tilsammen understøtter en bæredygtig udvikling af vores byer.

Green Cities Europe kampagnen blev etableret af ENA (European Nurserystock Association) 2018, hvor syv EU-lande deltog.  I perioden 2021–2023 deltog 13 lande i indsatsen, hvor Danmark markerede sig med stærke faglige bidrag, publikationer og konferencer.
EU-midlerne udløb ved udgangen af 2023, men de fem brancheorganisationer har siden stået sammen og sikret økonomisk grundlag for at videreføre arbejdet i Danmark.

Green Cities Danmark vil bygge videre på de resultater, der allerede er skabt. Den danske indsats har blandt andet resulteret i analyser og faglige publikationer, der har sat spor i den nationale debat – og som også har inspireret det europæiske arbejde.

– Selv om vi har opnået meget, står danske byer fortsat overfor store udfordringer med at integrere grønne løsninger i høj kvalitet i byudviklingen, fortsætter Morten Weeke Borup.

– Derfor er der brug for, at vi holder fast i dagsordenen og styrker indsatsen.

Fakta:
Det er de fem brancheorganisationer Danske Anlægsgartnere, Danske Landskabsarkitekter,
Danske Planteskoler, Landskabsrådet og Park- og Naturforvalterne, der står bag foreningen Green Cities Danmark.